ZANZIBARS HISTORIE

Home Nyt fra Zanzibar Zanzibar Historie E-mail	Tryk på de forskellige dato'er, for at se tekst og billeder.
	Hvad laver børn Børnehjem i Stonetown Hospitalet i Jambiani

ZANZIBARS HISTORIE

Man mener de første mennesker ,Homo erectus, kom fra Afrika og vandrede senere op gennem Europa. Det er sandsynligt at de første mennesker på Zanzizar var fiskere der kom fra fastlandet sejlende i udhulede træstammer.

I år 100 sejlede romerne og grækerne til Østafrika for at finde værdier som skildpaddeskjold og elfenben. På samme tid mener man at araberne og perserne sejlede fra den Persiske Golf til Østafrika. De brugte Monsunvinden og sejlede sydpå med den nordøstlige vind i ryggen mellem november og februar. De sejlede med perler og klæder - selv kinesisk porcelæn de fik fra Indien. Mellem marts og september, da vinden havde ændret retning, vendte de tilbage med Monsunen der nu kom fra sydvest.

Der kom også folk fra det vi i dag kalder Cameroon som rejste tværs over Afrika og slog sig ned på Østkysten.

Omkring år 700 var der nogle folk der på grund af krige flygtede fra Arabien og Persien til Østafrika og de medbragte deres religion Islam. Samtidig havde i den sidste halvdel af det første årtusinde, Bantu folket (bl.a dem som kom fra Camaroon) etableret en kultur med eget sprog, som blev kendt som Swahili. Disse folk giftede sig indbyrdes, og Bantu folket afrikaniserede araberne og perserne, man mener ikke det drejede sig om mange ”tilflyttere”.

Gennem flere århundrede udviklede handlen sig mellem kontinenterne og indoneserne kom fra Java og Sumatra og introducerede kokosnødder og ananas. Befolkningen fra Zanzibar sejlede også med vinden i ryggen i deres dhovs til Arabien og handlede.

På Zanzibar kan man i dag se en moske helt tilbage fra det 11 århundrede. Fra slutningen af det 1200 århundrede bosatte Omanifolket sig på Pemba, en ø lidt nord for Zanzibar. Som handlen udviklede sig blev Zanzibar et magtfuldt og vigtigt handelscenter. De vigtigste ting man importerede var kobber fra Indien, klæder, bomuld, porcelæn, og man eksporterede jern (fra Mosambique). I det 1300 årh. fremstillede man sine egne mønter på Zanzibar, og i stedet for jordhytter begyndte man ny at bygge huse af sten.

Det gik glimrende for handselsfolket indtil slutningen af det 15. årh. da portugiserne ankom til Afrikas Østkyst.

I 1503 overtog portugiserne Zanzibar senere Mombasa og Pemba. I denne periode ankom også engelske skibe til øen og fik suppleret skibet med varer til deres videre rejse. Portugiserne følte nu at de blev nødt til at bygge et fort på Pemba for at kunne forsvare deres position. De undertrykte den oprindelige befolkning og deres styrke mindskedes dag for dag. I 1650 ankom Omani araberne og dræbte mange mennesker - overtog styret og brændte de portugisiske forsvarsbygninger ned. De sidste portugisere flygtede fra øerne i 1695.

Omanistyret byggede nu sit eget fort i byen Stonetown. Oman styret var nu kæmpestort og haavde udviklet sig til en indbringende handelsnation. De importerede dadler og anlagde plantager hvor de brugte afrikanerne som slaver. Islam forbød nemlig muslimerne at være slaver så de importerede afrikanske slaver,nogle blev i Afrika og andre blev eksporteret til Persien eller Indien. Zanzibar var stadig et vigtigt handelscenter og slavehandlen blomstrede.

DEN ØSTAFRIKANSKE SLAVEHANDEL

I slutningen af det 18. årh. var efterspørgslen på slaver så stor at man hentede slaverne helt nede ved Nyasa søen. Slavehandlerne blev så snedige at de bestakkede de lokale stammer med perler og korn og klæder til at indfange deres fjender og på den måde blev også kvinder og børn inddraget i slavehandlen.

Når de arabiske slavehandler synes de havde fanget nok slaver måske op til 1000 styk, vendte de tilbage til kysten. Slaver var bundet sammen døgnet rundt i en lang kæde med en jernkæder om anklerne så de ikke kunne flygte. Flere af slaver skulle samtidig også bære elfenben også kvinder som i forvejen måske også bar et barn på ryggen. Hvis kvinderne blev for svage dræbte man barnet så hun havde styrke nok til at kunne bære elfenbenet. Alle slaver der var for svage til at gå blev også dræbt undervejs

Efter mange kilometer og uger og måske måneder nåede slaverne kysten og herfra blev de på dhows sejlet videre til Zanzibar. En dhow som var 30-35 meter lang kunne bære 200 og 600 slaver som sad helt krammet sammen på specielt lavede bambushylder. De kunne hverke sidde stå eller ligge men måtte finde en kombanition af de 3 for at kunne være der. Andre gange blev de sejlet i en åben båd og sad stuvet sammen. De fik næsten ingen mad kun 1 håndfuld ris og en kop vand om dagen. Og mange døde af sult eller tørst eller af udmattelse. Der var ingen sanitære forhpld og sygdomme spredes hurtigt. Hvis man opdagede at en slave var syg blev han simpelthen kastet overbord.

Da slaverne endelig nåede Zanzibar var de udmattede og slidte og deres kroppe var helt krampede. Nogen gange varede det flere uger før de kunne strække deres ben ud igen. Slavehandlerne betalte told af hver slave der ankom til Zanzibar, og hvis de virkede for sløve eller syge blev de kastet overbord lige før de nåede havnen. På trods af dette døde mange af slaver i toldhuset eller på gaderne på vej til slavemarkedet..

Før slaverne blev sat til salg blev de vaskede så slavehandlerne kunne få en bedre pris. Mændene og drengenes kroppe blev smurt med olie og fik et klædestykke omkring taljen. Kvinderne og børnene fik klædestykker til hele kroppen og nogle endda pyntet med halskæder, øreringe og armbånd.

Sent om eftermiddagen kom slaverne på markedet . De blev arrangeret i rækker med de yngste og de mindste først og de højeste sidst. Køberne undersøgte deres tilstand ved at kigge på deres arme, mund, tænder og øjne, og slaver skulle ofte gå en lille runde eller løbe en tur for at vise hvor stærke de var.

Efter slaverne var solgt skulle de arbejde på plantager eller i hjemmene eller de blev videre transporteret til Oman eller hvor som helst i Den Indiske Ocean.

Slaverne blev heldigvis behandlet lidt bedre hvor de så end endte.

ZANZIBARS HISTORIE FRA ÅR 1800 TIL ÅR 1900

I 792 kom en ny sultan til magten i Oman. Han behøvede hjælp til at holde perserne væk fra sit rige og anså England som en god allieret. England var på det tidspunkt et magtfuldt rige med mange skibe og kolonier rundt omkrig i verden. Englænderne var i slutningen af det 18. årh. i krig med franskmændene og vidste at Napoleon Bonaparte overvejede at marchere gennem Persien på vej til at indvardere Indien. Så Englænderne behøvede også en allieret. Oman indvilligede i at englænderne oprettede Det Østindiske Kompani et handelsselskab i Den Persiske Golf med en engelsk konsul boende. Englænderne havde også en anden bagtanke ved samarbejdet med Oman nemlig at forbyde slavehandel som var forbudt ved lov i England i 1772. På dette tidspunkt importerede Omanerne ca. 3000 slaver om året fra Zanzibar.

Så kommer en turbulent periode i Oman og flere og flere købmand emigrere fra Oman til Zanzibar. Flere lande forbyder ved lov slavehandel i årene 1807-1810 bl.a Frankrig, Tyskland og USA.

I Øsrafrika blev omk. 8000 imidlertid bragt fra fastlandet til Zanzibar hver eneste år hvoraf mange bar på elfenben. Oman kunne ikke komme af med slaverne men problemet løses ved at nelliketræer bliver importeret og slaverne kunne derfor oprette plantager og efterspørgslen af slaver steg igen. Man hentede nu slaverne endnu længere væk fra kysten og inde i landet og turen til Zanzibar blev for slaverne derfor endnu værrer.

En ny aftale mellem Oman riget og englænderne blev sat i stand. Oman riget måtte godt eksportere slaver til deres eget rige men måtte ikke sælge slaver til kristne, men omanerne oprettede bare flere plantager med nelliker og importerede flere slaver.

Eksporten af nelliker steg med årene og sultanen oprettede en handelsaftale med amerikanerne hvor amerikanerne forsynede ham med våben til gengæld fik amerikanerne elfenben.

Sultanen Said som nu styrede Zanzibar og hans ældste søn Oman oprettede i 1840èrne diplomatiske forbindelser med englænder og franskmændene som nu fik deres egne konsuler på Zanzibar.

Araberne havde nu opettet handelskolonier på fastlandet og ignorede slaveforbuddene og blev ved med at indfange slaver. Omkring 13000 slaver ankom hvert år til Zanzibar fra fastlandet.

Englænderne forbød Said at forhandle slaver ud over den 1 længdegrad 57” syd og den 9 længdegrad 2” syd. Dette betød at slaver stadig kunne importeres til Zanzibar, men ikke kunne blive eksporteret til Oman.

Englænderne havde kun 4 skibe til at kontrollere at loven blev overholdt, så mange dhows sejlede stadig med slaver. Skibe fra Frankrig, Spanien Portugal og Amerika sejlede også med slaver da det var meget profitabelt.

”STINKIBAR”

I 1840èrne begyndte europæriske missionærer og opdagelsesrejsende at ankomme til Østafrika. Og mange ekspeditioner udgik fra Zanzibar. Slavehandlen blomstrede stadig og slavehandlerne bevægede sig fra øst til vest og helt til Angola. I 1850èrne strakte Zanzibars rige sig over 2½ millioner km2, 10% af Det Afrikanske Kontinent.

I 1866 ankom David Livingstone til Zanzibar. Han havde allerede rejst i det sydlige og centrale af Afrika og beskrevet slavehandlen. Han synes ikke Zanzibar var et sted at leve. Han beskriver stanken af affald og kaldte øen ”Stinkibar”. På samme tid beskrev sejlende europæere hvordan man kunne lugte øen før man kunne se den. På samme tid led man som man også gjorde i Danmark af koleraepedimier. Også dysenteri og malaria var et problem. En kolera epidemi dræbte 1/6 af befolkningen i Stonetown og 35.000 mennesker på resten af øen. I 1866 var antallet af slaver vokset til 20.000 om året, og indtægterne ved nellikeplantagerne havde nået sit højdepunkt - så priserne på nelliker faldt og det samme gælder for priserne på slaverne.

David Livingstone forsvandt fra Zanzibar i marts måned 1866 og ingen vidste hvor han var. En amerikansk journalist ved navn Henry Moor Stanley ankom til Zanzibar i 1871 i håb om at finde Livingstone. Han fandt ham i november måned og hilste ham med den udødelige bemærkning” Doctor Livingstone I presume?”

Livingstone blev hvor han var og startede senere en ekspedition mod Nilen hvor han senere blev fik dysenteri og døde i maj 1873. Han døde 500km. fra Zanzibar og to af hans hjælpere bar liget til Zanzibar, hvorfra han senere blev sendt til England. Man siger at nogen skar hans hjerte ud og beholdte det på Zanzibar, mens resten af kroppen blev sendt til England.

Efter en kraftig storm i 1872 som ødelagde store dele af øen besluttede den nye sultan at nye plantager skulle bygges og slavehandlen fortsatte. I slutningen af året var 16.000 nye slaver ankommet til Zanzibar.

Samme år udkom bogen Onkel Toms`hytte, og forkæmpere imod slavehandlen fortsatte. Englænderne besatte hver en havn og forhindrede slaver i at blive sejlet til Zanzibar. På det tidspunkt nåede kun 21 slaver til Zanzibar imod 4.000 i samme periode det foregående år. I juni 1873 underskrev sultanen endelig en kontrakt med englænderne , der forbød slavehandel på Zanzibar. Alle slavemarkeder stoppede straks Slaver kunne ikke længere blive transporteret fra fastlandet til Zanzibar og Pemba. Selvom det nu var forbudt at sælge slaver lykkedes det alligevel at eksportere mellem 10.000-12.000 slaver om året, og priserne var oven i købet steget.

Det næste årti erobrer Tyskland områder i Tanzania mens englænderne stadig var aktive på Zanzibar. Ved en større handel, hvor tyskerne måtte afgive mange 1000km2 land i Østafrika mod at få øen Helgioland ved Kiel kanalen, beholdt englænderne Zanzibar og indsatte en general som leder, mens der stadig var en sultan. Handlen dalede imidlertid på Zanzibar.

I 1895 fik Zanzibar sit første frimærke og sin første avis.

ZANZIBAR I DET 20. ÅRHUNDREDE

Den nye sultan Khalifa overtog mange af englændernes pligter, han var en diplomatisk herrer og var ikke helt uden evner. Englænder overtog protektoratet mens sultanen havde magten og vicepræsidenten forblev engelsk. I slutningen af 1. Verdenskrig jog englænderne tyskerne ud af Dar Salam og efter krigen var det tyske Østafrikanske territorium overtaget af englænderne.

Efter 2. Verdenskrig tillod englænderne allernådigst de indfødte at være med til at regere landet. Flere politiske partier opstod og det første valg kom 1 1957. Der var to partier som groft sagt bestod af det ene araberne og det andet afrikanerne.

Sultan Khalifa døde i 1960 og sønnen Abdullah overtog hans plads. I juli 1963 dør Abdullah og hans søn overtager, men i 1964 sker der noget.

REVOLUTION PÅ ZANZIBAR

Den 12. januar 1964 støttede de lokale afrikanere en mand ved navn John Okello, som kom fra Uganda, opstanden mod araberne og 17.000 arabere og indere blev dræbt på en nat. De fleste indere og asiatiske folk flygtede og efterlod deres ejendele, som blev konfiskeret, og landområder som blev nationaliseret. Den 24. april indgik et forlig mellem Tanzania og Zanzibar at forene sig til et land nemlig det vi kender i dag Tanzania. Efter alle europære og asiatere var flygtet, havde øen brug for hjælp til militære og tekniske opgaver og Cuba, Kina og de østeuropæiske lande som Østtyskland, Bulgarien, Sovjetunionen var på banen. Man nationaliserede og den dag i dag kan man se store grå betonbygninger bygget af østtyskerne stå og forfalde. For det første passer de slet ikke ind i arkitekturen, de ligner nærmest bungers som vi kender dem ved Vesterhavet, og for det andet var det ikke lige den slags beboelse mange folk fra Zanzibar ønskede. Efterhånden opblødtes forholdet mellem øst og vest også på Zanzibar.

I løbet af 80èrne faldt prisen på nelliker og økonomien havde det ikke godt. I stedet begyndte man at dyrke tang og det har siden betydet en væsentlig indkomst for landsbyerne.

TURISME I 90ÉRNE

I 1990 Salmin Amour valgt til præsident på Zanzibar hans politik opfordrede til privat investering. I 1995 ankom 50.000 turister til øen årligt og dette tal forøgedes hurtigt. Dette bringer en masse udenlandsk valuta til øen plus at arbejdskraft til bygning af hoteller, infrastruktur o.s.v bevirker en bedre økonomi end mange andre steder i Afrika.