Nyt fra stedet

Nyt fra stedet (Retur)

3.4-2007

Ja, så er jeg hjemme igen efter næsten 3 måneder i paradis. Ja, helt paradis er det ikke, men næsten Efter jeg er kommet hjem kan, jeg mærke, at jeg savner livet ved vandet og solen, og det milde folk.. At vågne og kigge ud over havet og se solen stå op er jo en gave.

Vi havde en masse håndværkere og det er krævende. Annekset blev færdigt og tagene gjort klar til regnsæsonen dvs. lappet hist og pist, så regnen ikke kommer indendørs. Regnen kommer sidelæns med vinden og ikke oppefra, så nu da vinden er vendt fra nordøst til sydøst er det den anden side af huset det går ud over. Det er den store regntid vi går i møde, dvs. det regner kraftigt ind imellem, luften er tung og luftfugtigheden er høj, men alligevel kan der være helt vidunderligt. Jeg var der i april i påsken et år, og der styrtede det ned 1 times tid, og derefter var det ellers fint med sol og vind.

Også i år havde vi besøg af kanon søde mennesker, og det kører bare så godt. Det er hyggeligt og uhøjtideligt. Det er herligt at alle er glade, og at vi kan hygge og nyde livet sammen.

Vi har fået en god helt ny vej til Jambiani og skal ikke lide under bumlevejen mere. Det er et plus, især for de lokale som er afhængige af at tage til Stonetown. Jeg tror man sparer ca. 45 minutter med daladalaen (den lokale bus). En flot stor vej, de mangler bare at lægge asfalt, man kan sagtens køre på den nu.

I Jambiani er vi ca. nu ca.20 udlændinge der har hus eller grund. Vi er nu oppe på 7 danskere. Jeg var den første og flere af mine bekendte har købt og bygget siden. Heldigvis er byen jo lang ca. 7 km, så der er ikke tale om nogen danskerkoloni. Jeg er glad for, at andre er ligeså vilde med at være i Jambiani og byen får gavn af turismen.

Der er jo ikke lige så mange turister i Jambiani som oppe nordpå og heldigvis for det, så der plads til os alle. Byen og befolkningen har ikke ændret sig stort, men det kommer sikkert på et tidspunkt, livet er jo en lang proces også for de lokale i Jambiani.

Pat og Alistar (en NGO fra Canada) er ved at bygge en kæmpe skole, hvor de vil uddanne unge til at arbejde i turist industrien. Det har holdt lidt hårdt med at få de lokale til at forstå, hvordan man arbejder fra 7-15 og jeg mener arbejde.

I år havde vi problemer med vandet. Dvs. der var ikke tryk nok på hovedlinien og eftersom flere har fået indlagt vand, er trykker faldet. Vi måtte grave ud til vejen for at få vores egne adgang til drikkevand og grave vandtanken ned i sandet før det lykkedes at få vand i hanen. Længere sydpå bare 100 meter fra os, har de stadig ingen vand, og det er et stort problem. Nogle guesthouses har deres egen brønd, men de lokale lider. Jeg mener at have hørt, at regeringen er villig til at betale en pumpe mere, så den sydlige del af byen også får vand, men hvornår? På et tidspunkt var der lidt kolera i byen, og det er ikke unormalt, at der opstår tilfælde af kolera på Zanzibar. Der var dog ingen advarsler fra Udenrigsministeriet, og det gik da også over, men alle småhandlende som bagte brød eller lavede donuts osv. lukkede. Det er jo egentlig betryggende, at der er kontrol, så det ikke ender som en epidemi. Til gengæld praler Zanzibar med at være malaria frit eller næsten malaria frit. Og det er delvis rigtigt. Hvis man besøger klinikken (skadestuen), kan man se at kurven de sidste 5 år er stærkt dalende, og det er jo fantastisk. Dødeligheden af malaria overstiger dødeligheden af aids i Afrika. Jeg mener det er over 3 mil. der dør af malaria årligt i Afrika, og det er kun de registrerede.

Vi var til Busara festival(musik) og havde glædet os til at se Ki Dube men hun meldte afbrud pga. sygdom, så det var der ikke meget ved. Jeg synes ikke programmet var helt så godt som sidste år. Festivalen varede vist 2 dage længere, men det var ikke kvalitets musik det hele.

Så nu glæder jeg mig til at komme tilbage i slutningen af juni og nyde at sidde på ”topfloor” i annekset. Her er nu også skønt herhjemme. Jeg elsker årstiderne og var så heldig at komme hjem til forår og varme.

SOMMERREN 2006

En af sommerens største oplevelser var uden tvivl DOW FESTIVALLEN i Stonetown med gratis musik og film og konferencer med gæster fra hele verden. Der var flere danske film repræsenteret bl.a. en film der handler om omskæring af kvinder. Desværre nåede jeg ikke en brøkdel af udvalget. men jeg fik nogle gode musik oplevelser og så et par film i Det Gamle Fort. Jeg så Generalen Med Buster Keaton. En vidunderlig stumfilm med levende strygeorkester fra Frankrig. Jeg så også en film som omhandlede brasiliansk musik,hvori der medvirkede flere kendte musikere, og man hørte om deres opvækst osv. Det sjove var også at opleve zanzibarerne under denne festival. Vi befandt os i et fællesskab på tværs af kulturer. Vi lo og græd på de samme tidspunkter, det er jo det fede ved slapstick humor.

Samme dag som Dow Festivallen startede nemlig den 14 juli havde vi i Jambiani en mini dow konkurrence med 6 både fra vores ende af byen. Alt blev arrangeret lynhurtigt og 2 timer efter stod alle lokale på stranden og fulgte ræset. Der var råben og skrigen, alle heppede vi hver især på vores favorit kaptajn. Luis var med i sidste øjeblik. Han fik en rigtig dårlig start, men endte som nummer 3. Det var jo flot nok.

Ellers var det en forholdsvis travl sæson vi havde håndværkere i 1 måned og fik bygget et mindre hus med bad køkken soverum og stue. Man kan opholde sig på taget, og det er bare blevet så godt flot det hele.

Vi har brugt en del af de 15% vi får i indkomst på følgende måde

Net til fiskere 55.000 shilling (ca. 275 kr.

Kopieret ordbøger til engelsk holdet som stadig eksisterer nu efter 10 måneder 50.000 shilling

Givet 10.000 i kontanter til lokale til hjælp til mad osv 100.000 shilling

Givet 20.000 til elektrikeren som fik en 2. grads forbrænding på højre hånd og ikke kunne arbejde

Købt for 30.000 shilling solbriller til kvinder der arbejder med seaweed

I alt 255.000 shilling

Mens Danmark har haft den varmeste sommer i 180 år var regnsæsonen en smule forlænget på Zanzibar. Det regnede ind i mellem selv her i juli da jeg rejste. Meget mærkeligt.

Vi har fået 2 katte Lulu og Sheha, som er 8 måneder gamle. Det var næsten det værste da jeg rejste at forlade dem. De var lige begyndt at knytte sig til stedet.

Ellers er alt ved det gamle, og byen har heldigvis ikke forandret sig meget i de snart 4 år jeg er kommet der. Man kan se at flere lokale får elektricitet og at de bygger til - nye huse opstår og til januar 2007 skulle den nye vej være klar fra Stonetown. Dvs. Jambiani får efter mange års venten en rigtig vej helt fra Stonetown. Indtil nu har vi kørt på en meget bumlet grusvej de sidste ca. 3-4 km. fra Paje. Det bliver spændende at se hvilke konsekvenser denne nye vej vil få. De lokale vil nyde ikke at skulle køre ad bumlevejen, og turen til Stonetown kan sikkert gøres på 1-2 timer i lokal bus.). Jeg håber ikke at det vil vælte ind med turister, og jeg tror det heller ikke. Alt land fra Jambiani til Paje er efterhånden blevet solgt til private villaer købt af europæere o.a. Vi er flere danskere efterhånden ca. 7 der har bolig eller land i Jambiani .

Jeg glemte at skrive, at jeg også var til den årlige traditionelle festival i Markendutchi der ligger ca. 20 min. på bumlevej syd for Jambiani. Dette er en festival hvor kvinderne må svine mændene til verbalt denne ene gang om året, og mændene kæmper mod hinanden. Det ender med at et hus bliver brændt af som symbol på at nu er alle de dårlige viberationer forsvundet og man kan starte forfra på et nyt år. Luften er renset.

SOMMERREN 2006

Vi har brugt en del af de 15% vi får i indkomst på følgende måde

Net til fiskere 55.000 shilling (ca. 275 kr.

Kopieret ordbøger til engelsk holdet som stadig eksisterer nu efter 10 måneder 50.000 shilling

Givet 10.000 i kontanter til lokale til hjælp til mad osv 100.000 shilling

Givet 20.000 til elektrikeren som fik en 2. grads forbrænding på højre hånd og ikke kunne arbejde

Købt for 30.000 shilling solbriller til kvinder der arbejder med seaweed

I alt 255.000 shilling

Mens Danmark har haft den varmeste sommer i 180 år var regnsæsonen en smule forlænget på Zanzibar. Det regnede ind i mellem selv her i juli da jeg rejste. Meget mærkeligt.

Vi har fået 2 katte Lulu og Sheha, som er 8 måneder gamle. Det var næsten det værste da jeg rejste at forlade dem. De var lige begyndt at knytte sig til stedet.

28.1-2005 Den 29.1-2005

Ja, så er der næsten gået 1 måned siden sidst. Der er sket meget synes vi. Vi har haft flere besøgende. Sofie og Karl der skulle videre til Uganda og arbejde på børnehjem. De skal være der ½ år og så hjem og læse til læger. Karoline og Elsa der skulle bestige Kilimajaro ad wisky ruten (den hårde tur). Mads og Kevin der rejser videre til New Zealand og derefter Malaysia. Peter og Elin som har været i Iringa og besøge familie og slappede af her på Zanzibar de sidste dage. Ja, det fungerer bare så godt, og det er dejligt at møde nye mennesker, det er jo stort at møde nye personer i livet, meget givende.

Vi forsøgte at sælge sæben de lokale kvinder har lavet til en stor flot dyr butik i Stonetown. Efter at have været her i længere tid finder man ud af at ikke alle er lige ærlige. Italieneren som ejer butikken påstod at der kun var 20 kg. Og vi vidste der var over 30 kg og da hun ikke ville veje det sammen med os gik vi med sæben. Marit den norske lærerinde som stod for projektet skulle hjem dagen efter, og vi fandt ud af at overlade sæben til 2 lokale der var involveret og vente på initiativ fra deres side. De kunne jo prøve at sælge her i Jambiani til det store hotel, men der er ikke sket noget endnu. Det er svært for dem at tage initiativ. De er samtidig meget ydmyge og er ikke vant til at forhandle. Alt foregår polle-polle. Men vi venter og ser en uge endnu og ser om der sker noget. Sæben er rigtig fin og skulle være let at afsætte. Det er gode og rene ingredienser med forskellige dufte og sæberne er smukt dekoreret med muslinger, blomster og andet der er fundet i naturen her i landsbyen.

Planen er at søge en fond og starte et større projekt med værksteder kun for kvinder. Kvinderne arbejder godt sammen og kan organisere sig bedre end mændene. De er dygtige med deres hænder både til at flette, sy og her er mange muligheder for at producere forskelligt kunsthåndværk og brugsgenstande. Arbejdet med seaweed er utrolig hårdt og det slider meget på kroppen. Lønnen er lav og efterspørgselen daler. Vi vil også undervise i engelsk og batik.

Jeg har gået til swaheli men det er svært. Jeg må tage det op senere. Vi var 3 damer der gik sammen, men så skulle den ene rejse og læreren skulle til Pemba, og ja - så det er gået lidt i stå.

Til sommer sætter vi prisen lidt op og 20 pct af lejeindtægten går til familier her i naboområdet som mangler myggenet og toiletter. Til den tid vil vi sætte billeder ind af processen så I kan følge med i forløbet. Dvs. at en overnatning koster 12½ dollar pr. person.

Til marts skal jeg hjem og arbejde (håber at finde et vikariat på en skole i København og omegn). Luis bliver her til 27 marts og kommer så til Danmark. Vi ved endnu ikke hvor længe vi bliver alt afhængigt af job. Hvis vi får penge fra fonden, tager vi herned i sommerferien og starter kvindeprojektet op.

I mellemtiden bor Rasmus og Pernille i huset. De er pædagog studerende og skal arbejde ½ år i børnehaven på skolen. De ankommer lørdag den 29.1, og jeg håber at de vil køre udlejningen videre, så det er stadig muligt at bo her, hvis nogen er interesserede. Vi får lavet en gæsteliste til kommentarer og gode råd for de har har lyst til at skrive lidt til hjemmesiden.

Mange kærlige hilsner fra Luis og Lise

05.01.05

Nu er julen og nytår vel overstået. En af de lokale drukkenbolte matte tilbringe julen i fængsel i nabobyen pga. at han havde stjålet 8 kokosnødder. Det er alvorligt. Han skulle møde næste dag og de slap ham ud efter 6-7dage da en betalte 20 dollar. Han var meget bange for at de ville beholde ham længere.

Flodbølgen kom også til Jambiani. Heldigvis har vi koralrevet som tog noget af vandpresset og så var det lavvande. Havde det ikke været lavvande var vi vasket bort. Uhyggeligt at tænke på. Vi var selvfølgelig chokerede. Mange lokale stod paa stranden og havde aldrig set noget lignende. Vandet skyllede ind selv om det var lavvande. Og når det er lav vande her kan man gå 25 min. for at komme ud til sejlrenden og derefter revet. Luis og jeg var i Stonetown og så det ikke selv. På trods af advarsler tog de lokale fiskere ud dagen efter. For dem handler det om mad på bordet.

Det har været lidt blæsende men her er dejligt alligevel. Vi har besøg og det er kanon hyggeligt. Så alt er hakunamatta.

05.12.04

Jeg har prøvet flere gange på forskellige internet-cafeer at sende "nyheder" med billeder, men det er ikke lykkedes, så her lidt småt og godt den 2. advent i december.

Den sidste uge har været rimelig fugtig med en del regn og ind imellem ingen vind. I Stonetown har de intet afløb så man vader i vand til knæene næsten. Her på østkysten falder der ikke helt så meget regn i denne lille regntid som det er. Til april, maj og en del af juni får vi så mere regn end Stonetown. Men det er meget tryggende. Luften står stille, det føles som om der ingen luft er. Og selvfølgelig sveder man meget. Normalt har vi jo en dejlig brise som til tider kan være lidt for meget. Vinden er vendt. Så nu kommer vinden fra Indien så når vi fejer og det gør vi tit pga alt det sand, så fejer vi i modsat retning. Det er dejlig let, sandet flyver næsten af sig selv.

Jeg hygger mig meget med lokal-befolkningen, der tit kommer og hilser på og følger med i hvad der sker her i huset.

Vi har fået telefon 00255-(0)24-2240007, og de skulle tilslutte os netværket en dag det piskede ned med regn. De kørte helt herud (ca.1 time i bil) for at fortælle at de ikke kunne udføre opgaven pga vejret. Jeg troede slet ikke de kom. Når det regner i Stonetown kan bilerne næsten ikke køre. Det viste sig, at de skulle sætte en telefonpæl op, før vi kunne få en forbindelse. Nå, de sagde, de ville komme dagen efter, hvilket de ikke gjorde, men dagen efter igen. De beklagede meget, men fortalte, at de havde kørt en cyklist ned på hjemvejen og havde kørt ham på hospitalet, og det var så grunden. Jeg er lidt duperet over hvor hurtigt det gik alligevel.

Her er meget stille, og når vejret er som det er nu, er der mange folk i landsbyen, der får malaria. Her ved stranden får jeg næsten ingen myggestik. Jeg tager heller ikke noget for at beskytte mig, da jeg skal være her længe. Så jeg er da lidt nervøs, når jeg hører om de forskellige tilfælde. Her er en skadestue , og der er åbent næsten hele døgnet, i hvert fald for turister, og det er betryggende.

Jeg må altså lige fortælle hvordan landsbyen fik bygget den skadestue ved en kollektiv indsats. Hver gang de købte noget hos købmanden betalte de 20 procent mere end varen kostede. Til sidst havde de råd til materialer og frivillige byggede klinikken mod et måltid mad. Det er bare flot. Derfor er denne landsby helt unik. De har et fællesskab, man kun drømmer om. Så vidt jeg ved er det ikke foregået andre steder på øen. De er også gode til at forebygge malaria ved fælled indsats. Klasser i skolen skiftes til at møde en time tidligere og rense byen for affald og plante i vandhuller og steder hvor myggene udklægger deres æg. Jeg er meget glad for at være her og trives. Jeg har boet andre steder i verden men her er helt specielt. Man føler sig meget velkommen, og jeg har sikkert skrevet det før, men de er så søde og glade.

Ja, hvad er ellers sket. Vi er ved at få lagt loft på soveværelser og badeværelser men beholder udsigten til loftkonstruktionen i stuen og køkkenet. Jeg tror der er 25-30 meter til loftet, og det er en smuk konstruktion, men et stort svineri at lave loft på dette tidspunkt. Nå, det går nok.

Nu vil jeg slutte, men lover at der ikke skal gå så længe mellem nyhederne mere.

22.11.04

Vi har høstet kokosnødder og fået renset træerne. Ind i mellem falder der både kokosnødder ned og store frøstande, og det er ikke sjovt at få i hovedet. Jeg gik og var lidt små-parnoid over alle de bump vi hørte og fandt så ud af at træerne skal renses ind i mellem. Alle naboer fik nødderne og var lykkelige. Man bruger kokosnødder til alt. Især madlavning, men de laver også reb ja alt muligt. Her kan alt bruges fra naturen. Intet går til spilde. Så vi fik ro i sjælen og kan ubekymrede vandre rundt på grunden. Den første person der rensede nogle af træerne, var en ældre mand. Jeg tror han var omkring 60-65 år.

Her er ikke mange turister, men alle forbereder julen og det store ryk ind. Her er meget stille og roligt, og nu kan jeg mærke at varmen trænger helt ind i kroppen. Nogle dage har jeg næsten ikke kunne lave noget, men det er vel en reaktion på alt det der er sket. Ikke at her er ulideligt varmt for det er her ikke, men man bliver utrolig sløv. Bare en cykeltur på 3 km. Kan slå en helt ud. Nu er jeg frisk igen, men jeg talte med nogle turister, som havde været her i 2 uger, og de havde det på samme måde, og vi grinte meget af os selv, for de kunne absolut heller ikke lave andet end at spise, bade og læse. Man kan kalde det at "slappe af" i ordets egentlige betydning.

Da jeg var i Stonetown med daladalaen hørte vi pludselig et bump, og det viste sig, at vi var kørt ind i en ko. Alle dyr vandrer bare rundt køer, geder, høns, og desværre ramte daladalaen en ko midt ude på landevejen. Bussen stoppede og hjælperne løb ud for at finde koen, der var løbet ind i skovsavannen. De ville selvfølgelig se, om den var kommet slemt til skade. Det var rart at opleve, at de ikke bare er ligeglade. Nå, efter et stykke tid kunne de ikke finde koen, men fik sat nogle lokale i området på opgaven.

30.10.04

Jeg har nu været her i snart 1 måned hvor vi har haft travlt med at sætte huset i stand. Det foregår på den måde at vi tager ind til byen (Stone-town) og køber materialer. Det kan være cement, træ,vi bestiller sand, møbler, ting til køkkenet og alt der kan transporteres bliver transporteret på daladalaen. Derefter kommer de lokale håndværkere og bearbejder materialerne. Vi har nu fået køkken bord huset er blevet pudset og skal nu males. Vi har fået vinduer eller rettere skodder for. Her er så dejlig varmt at vi ikke vil lukke vinden (Monsunen) ude. Så når jeg nu skriver dette pt. synes jeg alligevel, vi er nået langt. Alt foregår polle-polle (stille og roligt) for her har man god tid. Vi havde besøg af en kollega fra skolen som var en fantastisk hjælp. Da vi endelig fik vores flotte spisebord hjem, som var blevet lavet i Stonetown (alle møbler bliver lavet i hånden), var bordpladen totalt ridset og vi måtte bruge mange timer på at slibe det nogenlunde pænt og lakere det igen. Sådan er det bare. En håndværker har ikke en 3-4 årig uddannelse her, og meget af det de laver kan være noget bras.

Vi har været til adskillige trommeaftner på stranden. Ofte hører vi trommerne ved 20-21 tiden, og så er det bare om at komme af sted. Så sidder, vi om bålet med en øl (1 dollar for ½ liter) og så går det løs. Vi har ingen diskoteker her, men reggae musik høres overalt på de små steder. Her er mange rastaer, men de er rastaer på deres helt egen måde.

Ramadanen startede den 15. oktober. De fleste overholder ramadanen. Kl. ca. 1. om natten går der 5-6 stykker rundt i byen med trommer og andre slagtøj instrumenter og vækker folk for at de kan spise. I nat larmede de vildt meget uden for vores hus. Jeg tror, de håber på, at jeg vil konvertere til Islam, men nej.

Det var fuldmåne den 28.10, og det var noget af det smukkeste, jeg har oplevet. Månen steg op af havet, som en solopgang og lyste hele byen op. Der var fuldmåne party længere ned ad stranden.

Her bor andre folk fra Skandinavien. Jeg har mødt et norsk ægtepar som bor her permanent.

I dag skal vi male skodder. Vi får hjælp af Dudde, ham som har guest huset ved siden af.

Retur